Om mig
Anja Lys Olesen
Jeg er født i 1985 og bor med min familie på Nørrebro. Jeg brænder for det skæve og utilpassede, og har en normkritisk tankegang i både mit personlige og professionelle liv, hvilket indebærer at jeg møder andre mennesker med stor åbenhed og respekt. Man kan altid lokke mig til at se stand up eller spille brætspil, og så mener jeg, mærkeligt nok, at både pomfritter og cornflakes smager bedst når de er bløde.
Når jeg kigger tilbage på mit liv, oplever jeg at have lært allermest i de perioder, hvor livet “kradsede” eller gjorde ondt. Det har været perioder, hvor jeg er blevet tvunget til at erkende noget nyt om mig selv, om mine relationer og om livet. Og sådan tror jeg faktisk at det er: At livskriser ofte efterlader os med ”gaver”, som lægges i vores ”psykologiske rygsæk”, og som vi har potentialet til at lære at bruge positivt fremover. Det meste af det vi har med i rygsækken har vi ikke selv pakket. Men selvom det ikke nødvendigvis er vores skyld, hvad end vi måtte bære af tunge ting i vores rygsæk, så hviler ansvaret for rygsækken på egne skuldre.
En af de vigtigste værdier min rygsæk har banet vejen for, er bestræbelsen på at leve mit liv mest muligt med vilje. Det kan måske lyde lidt omsonst – ”Hvem gør ikke det?”, kunne man tænke. Men hvor ofte hører vi ikke sætningen: ”Det var ikke med vilje”? Og hvor ofte oplever vi ikke at de gode dage og alt det, der rent faktisk lykkes opleves som tilfældigt, utilsigtet og uden for vores kontrol? At handle med vilje, og aktivt at bestemme hvordan vi lever vores liv, er måske alligevel ikke så lige til. Dét vil jeg gerne være med til at forandre.
Jeg er uddannet cand.psych. fra Københavns Universitet og autoriseret af det danske Psykolognævn. Det betyder blandt andet at jeg er underlagt de etiske retningslinjer for nordiske psykologer, som er en række krav til sikring af kvaliteten i mit arbejde samt reglerne omkring tavshedspligt.
En stor del af min erfaring har jeg fået via mit terapeutiske arbejde med klienter gennem private sundhedsforsikringer. Jeg har tidligere været ansat som in-house psykolog ved en af landets største netværksvirksomheder, og har desuden haft selvstændig praksis siden 2015. Jeg har tillige erfaring med undervisning samt supervision af professionelle inden for det social- og sundhedsfaglige felt.
Min karriere har budt på fornøjelsen af at arbejde med mange forskellige mennesker med vidt forskelligartede udfordringer og forudsætninger. Herigennem har jeg gjort mig erfaring med problemstillinger såsom:
- Stress, udbrændthed og belastningsreaktioner
- Angst
- Depression
- Ensomhed, selvværds- og mindreværdsproblematikker
- Livskriser
- Sorg
- Udfordringer ifm. graviditet og familieforøgelse
- Relationelle problematikker (herunder eksempelvis udfordringer med familiemedlemmer eller børn, samt pårørendeproblematikker)
- Vredeshåndtering